Nasjonalsangen og andre 17. mai-sanger

Nasjonaldagen 17. mai i Oslo - Kampen Janitsjarorkester i aksjon




Nasjonalsangen: «Ja, vi elsker»

Tekst: Bjørnstjerne Bjørnson

«Ja, vi elsker» er ikke Norges offisielle nasjonalsang, men det er likevel den mest populære av alle sangene som hyller landet. I år feirer «Ja, vi elsker» 150 år!

1. Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem,
furet, værbitt over vannet,
med de tusen hjem.
Elsker, elsker det og tenker
På vår far og mor
Og den saganatt som senker
drømmer på vår jord.

2. Dette landet Harald berget
med sin kjemperad,
dette landet Håkon verget
medens Øyvind kvad;
Olav på det landet malte
korset med sitt blod,
fra dets høye Sverre talte
Roma midt imot.

3. Bøndene sine økser brynte
hvor en hær dro frem,
Tordenskiold langs kysten lynte,
så det lystes hjem.
Kvinner selv stod opp og strede
som de vare menn;
andre kunne bare grede,
men det kom igjen!

4. Visstnok var vi ikke mange,
men vi strakk dog til,
da vi prøvdes noen gange,
og det stod på spill;
ti vi heller landet brente
enn det kom til fall;
husker bare hva som hendte
ned på Fredrikshald!

5. Hårde tider har vi døyet,
ble til sist forstøtt;
men i verste nød blåøyet
frihet ble oss født.
Det gav faderkraft å bære
hungersnød og krig,
det gav døden selv sin ære -
og det gav forlik.

6. Fienden sitt våpen kastet,
opp visiret for,
vi med undren mot ham hastet,
ti han var vår bror.
Drevne frem på stand av skammen
gikk vi søderpå;
nu vi står tre brødre sammen,
og skal sådan stå!

7. Norske mann i hus og hytte,
takk din store Gud!
Landet ville han beskytte,
skjønt det mørkt så ut.
Alt hva fedrene har kjempet,
mødrene har grett,
har den Herre stille lempet
så vi vant vår rett.

8. Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem,
furet, værbitt over vannet,
med de tusen hjem.
Og som fedres kamp har hevet
det av nød og seir,
også vi, når det blir krevet,
for dets fred slår leir.

Kongesangen

Tekst: Gustav Jensen

Gud sign vår konge god!
Sign han med kraft og mot,
sign hjem og slott!
Lys for ham ved din Ånd,
knytt med din sterke hånd
hellige troskapsbånd
om folk og drott!

Høyt sverger Norges mann,
hver i sitt kall, sin stand,
troskap sin drott.
Troskap i liv og død,
tapper i krig og nød,
alltid vårt Norge lød
Gud og sin drott.

Sønner av Norge

Tekst: Henrik Anker Bjerregaard

Dette er Norges offisielle nasjonalsang, men den er ikke på langt nær så kjent som «Ja, vi elsker».

Sønner af Norges det ældgamle Rige,
Sjunger til Harpens den festlige Klang!
Mandigt og højtidsfuldt Tonen lad stige,
Fædrenelandet indvies vor Sang.
Fædreneminder herligt oprinder,
Hvergang vi nævne vor Fædrenestavn.
Svulmende Hierter og glødende Kinder
Hylde det elskte, det hellige Navn.

Flyver vor Aand til de hensvundne Tider,
herligt den skuer vort Fædrelands Glands;
Kæmpere gange om Dovrefjelds Sider,
Vandre til Ledingefærd som til Dands.
Mandige Skarer Bølgen befarer,
Norriges Ros bær til fjerneste Kyst;
Hjemme er Kæmpere nok som forsvarer
Arvede Frihed med modige Bryst.

Medens de Staalklædte prøve sin Styrke,
Medens de stande i kæmpende Rad,
Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke,
Riste i Runer de herligste Qvad.
Konninger bolde Scepteret holde,
Røgte med Viisdom det hellige Kald;
Gennem Aarhundreders Nat deres Skjolde
Genstraale klart i Erindringens Hal.

Oldtid! du svandt; men din hellige Flamme
Blusser i Nordmandens Hjerte endnu:
End er af Æt og af Kraft han den Samme,
End staaer til Frihed og Ære hans Hu;
Og naar han kvæder Norriges Hæder,
Svulmer hans Hjerte af Stolthed og Lyst;
Ham er selv Sydens de yndigste Steder
Intet mod Norriges sneedækte Kyst.

Frihedens Tempel i Nordmandens Dale
Stander saa herligt i Lye af hans Fjeld;
Frit tør han tænke, og frit tør han tale,
Frit tør han virke til Norriges Held.
Fuglen i Skove, Nordhavets Vove
Friere er ej end Norriges Mand;
Villig dog lyder han selvgivne Love,
Trofast mod Konning og Fædreneland.

Elskede Land med de skyhøje Bjerge,
Frugtbare Dale og fiskrige Kyst!
Troskap og Kjærlighed fro vi dig sverge;
Kalder du, bløde vi for dig med Lyst.
Evig du stande, elskte blandt Lande!
Frit som den Storm der omsuser dit Fjeld!
Og medens Bølgen omsnoer dine Strande,
Stedse du voxe i Hæder og Held!

Småguttenes nasjonalsang

Tekst: Henrik Wergeland

Vi ere en Nation vi med,
vi Smaa en Alen lange:
et Fædreland vi frydes ved;
og Vi, Vi ere mange.
Vort Hjerte veed, vort Øje seer,
hvor godt og vakkert Norge er,
vor Tunge kan en Sang blandt fleer
av Norges Æressange.

Meer grønt er Græsset intetsteds,
meer fuldt af Blomster vævet,
end i det Land, hvor jeg tilfreds
hos Far og Mor har levet.
Jeg vil det elske til min Død,
ei bytte det, hvor jeg er fød,
om af Palmer oversvævet.

Hvor er vel Himlen mere blaa?
Hvor springe vel saa glade
de Bække, som i Engen gaa
for Blomsterne at bade?
Selv Vinteren jeg frydes ved,
saa Hvid og klar som strøet med al Stjernehimlens Herlighed
og hvide Liljeblade.

Jeg ikke vil for fremmed Vaar
min norske Vinter bytte,
og fremmed Slot ei nær forslaar
imot min Faders hytte.
Han siger, han er der saa fri.
Det ei saa nøje fatte Vi;
men noget godt er vist deri,
som værd er at beskytte.

Gid jeg da snart maa blive stor —
- jeg har saa længe biet —
at tappert jeg kan verne for
min Faders dyre Frihed!
Og skulde Nogen vel med Magt
faa Fædrelandet ødelagt?
Hvert Liv, min Fader jo har sagt,
er til dets Frelse viet.

Det leve da som Gran og Fyr,
de sterke, eviggrønne!
som Stjernene bak sine Sky’r
er altid like skjønne!
Kom Bfor min Moders Dør,
med gyldent Korn paa Faders Stør,
som vil du dem belønne!

Gud signe vårt dyre fedreland

Tekst: Elias Blix

Gud signe vaart dyre Fedraland
Og lat det som Hagen bløma!
Lat lysa din Fred fraa Fjell til Strand
Og Vetter fyr Vaarsol røma!
Lat Folket som Brøder saman bu,
Som Kristne det kann seg søma!

Vaart Heimland i Myrker lenge laag,
Og Vankunna Ljoset gjøymde.
Men Gud, du i Naade til oss saag,
Din Kjærleik oss ikkje gløymde:
Du sende ditt Ord til Norigs Fjell,
Og Ljos yver Landet strøymde.

Og Norig det ligg vel langt i Nord,
Og Vetteren varer lenge;
Men Ljoset og Livet i ditt Ord
Det ingen kann setja Stenge.
Um Fjellet er høgt og Dalen trong,
Ditt Ord heve daa sitt Gjenge.

So blømde vaart Land i Ljos og Fred,
Det grødde so grønt i Lider,
Men atter seig Natt paa Landet ned
Med Trældom og tunge Tider.
Og Folket det sukkad etter Ljos,
Og du lyste upp umsider.

Og Morgonen rann, og Myrkret kvarv,
Som lenge vaar Lukka skygde,
Du atter oss gav vaar Fridoms Arv
Og honom i Trengsla trygde.
Du vernad vaart Folk og gav oss Fred,
Og Landet med Log me bygde.

Vil Gud ikkje vera Bygningsmann,
Me faafengt paa Huset byggja.
Vil Gud ikkje verja By og Land,
Kann Vaktmann oss ikkje tryggja.
So vakta oss, Gud, so me kann bu
I Heimen med Fred og Hyggja!

No er det i Norig atter Dag
Med Vaarsol og Song i Skogen.
Um Sædet enn gror paa ymist Lag,
Det brydder daa etter Plogen.
So signe daa Gud det gode Saad,
Til Groren ein Gong er mogen!

Norge i rødt, hvitt og blått

Tekst: Finn Bø, Bias Bernhoft og Arild Feldborg

Hvorhen du går i li og fjell, en vinterdag en sommerkveld ved fjord og fossevell
Fra eng og mo med furutrær, fra havets bryn med fiskevær og til de hvite skjær
Møter du landet i trefarvet drakt, svøpt i et gjenskinn av flaggets farveprakt
Se en hvitstammet bjørk oppi heien, rammer stripen av blåklokker inn
mot den rødmalte stuen ved veien, det er flagget som vaier i vind
Ja så hvitt som det hvite er sneen, og det røde har kveldssolen fått,
og det blå ga sin farve til breen, det er Norge i rødt hvitt og blått

En vårdag i en solskinnstund, på benken i studenterlund, der sitter han og hun
To unge nyutsprungne russ, to ganske nylig tente bluss i tyve grader pluss
Hun er som en gryende forsommerdag, som farves av gjenskinnet av det norske flagg
Ja, så hvit som det hvite er kjolen, og så rød som det rø’ hennes kinn,
hennes øyne er blå som fiolen, hun er flagget som vaier i vind.
Han har freidig og hvitlugget panne, og en lue i rødt har han fått.
Med en lyseblå tiltro til landet, står vår ungdom i rødt, hvitt og blått

De kjempet både hun og han, nå lyser seirens baunebrann utover Norges land
Mot himlen stiger flagg ved flagg som tusen gledesbål idag for alle vunne slag
Det knitrer som før over hytte og slott, et flammende merke i rødt og hvitt og blått
Som et regnbuens tegn under skyen, skal det evig i fremtiden stå
Se det glitrer igjen over byen, i det røde og hvite og blå.
La det runge fra gaten og torget over landet som nordmenn har fått.
Du er vårt, du er vårt gamle Norge, vi vil kle deg i rødt, hvitt og blått

Mellom bakkar og berg

Tekst: Ivar Aasen

Mellom bakkar og berg utmed havet, heve nordmannen fenge sin heim
Der han sjølv heve tuftene grave, og sett sjølv sine hus oppå deim

Han såg ut på dei steinute strender, der var ingen som der hadde bygd
«Lat oss rydja og byggja oss grender, og så eiga me rudningen trygt»

Han såg ut på det bårute havet, der var ruskut å leggja utpå
Men der leikade fisk nedi kavet, og den leiken den ville han sjå

Fram på vinteren stundom han tenkte, gjev eg var i eit varmare land
Men når vårsol i bakkane blenkte, fekk han hug til sin heimlege strand

Og når liane grønskar som hager, når det lavar av blomar på strå
Og når netter er ljose som dagar, kan han ingen stad venare sjå

Blant alle lande

Tekst: Ole Vig

Blant alle lande i øst og vest, er fedrelandet mitt hjerte nest
Det gamle Norge med klippeborge, meg huger best

Fra Vesterhavet til kjølens rand, fra Nordishavet til Kristiansand,
der har jeg hjemme og kan istemme: Mitt fedreland

Jeg elsker eder I gamle fjell, med høye tinder og dype vell
Med skog om barmen og jern i armen til tidens kveld

Jeg elsker bølgen hvor frihet bor, og dype daler hvor freden bor,
de lier fagre, og gylne akre, på odelsjord

Jeg elsker alt som er ekte norsk, fra folkelivet til sild og torsk,
som fremad skrider, om enn det glider, en smule dorsk

Jeg elsker høylig mitt modersmål, det klinger kraftig som herdet stål
Fra hjertets grunne, i folkemunne hos Per og Pål

Dog mest jeg elsker det folkeferd som har sitt hjem mellom fjell og skjær
Hvor unge hedre de gamle fedre som bygde her